Nykøbing FC præsenterer børne- og breddeprojektet ’Fodbold På Øerne’ som er Støttet af LAG Lolland-Falster, og har til formål at give alle børn lige muligheder for at være en del af glæden ved leg i fællesskab.
Det er med stor glæde, at vi kan præsentere det nystartede børne- og breddeprojekt ’Fodbold På Øerne’.
Visionen for projektet er klart. Vi skal have endnu flere sunde og glade børn på Lolland-Falster. Effekten skal kunne mærkes, da vi ønsker at bringe endnu mere glæde, trivsel og sundhed til ALLE børn på Lolland-Falster og legen med bolden skal foregå i både skolegården og på den lokale forenings træningsanlæg.
Gennem fodbold som platform skal Fodbold På Øerne skabe endnu mere fokus på fællesskabets styrker samt sundhed, trivsel, motion og ikke mindst være en medvirkende faktor til mere og stærkere samarbejde på Lolland-Falster, således at vi kan inspirere endnu flere børn til at dyrke motion og spille fodbold i deres lokale fodboldklubber.
Nykøbing FC vil derfor med start fra efteråret påbegynde ekstra fodboldlegs tilbud i samarbejde med alle fodboldklubber og skoler rundt omkring på Lolland-Falster. Nykøbing FC stiller erfaringer og viden omkring metodik til rådighed, således vi sammen kan løfte i flok og få skabt et fantastisk miljø og fællesskab for de mange dejlige børn, der bor på Lolland-Falster.
LAG Lolland-Falster støtter projektet
Projektet har haft en længere indflyvningsfase, og det er nu blevet en realitet med stor støtte fra LAG Lolland-Falster, hvis støtte udgør halvdelen af investeringen i projektet. NFC A/S står for den anden halvdel.
LAG Lolland-Falster har således doneret 317.000,- kr. til projektet, og det skyldes ikke mindst foreningens store begejstring over det nye projekt.
Formand for LAG Lolland-Falster, Jens-Erik Jørgensen, udtaler;
– LAG Lolland-Falster har tre millioner på årsbasis, som vi kan dele ud til projekter, og da NFC søgte midler til det her projekt, var vi ikke i tvivl om, at de skulle bevilliges. Vi synes, at det her er et unikt projekt, så vi glæder os meget over at kunne bakke op om det.
– Der ligger en stor kraft og sammenhæng i ’Fodbold På Øerne’, og vi synes, at det er meget prisværdigt, at man virkelig ønsker at skabe nogle aktiviteter og noget mere sammenhold på Lolland-Falster. For os er det vigtigt, at de penge, som vi bevilliger, bliver brugt godt for landsdelen, og det føler vi i høj grad, at de gør her.
– Jeg vil gerne udtrykke stor stolthed og glæde over, at NFC søger vores midler, men også over, at vi kan få lov til at være en del af et projekt som ’Fodbold På Øerne’, der er så godt og gennemarbejdet. Hvem ønsker ikke at få lov til at komme ind og støtte et projekt, der virkelig gavner landsdelen via de unge? Det er de unge, der via god påvirkning bliver gode ambassadører for os på Lolland-Falster. Jeg vil gerne sige held og lykke med projektet til NFC, og vi er virkelig stolte af at være en del af det, siger Jens-Erik Jørgensen.
En udvidelse af det gode samarbejde
Nykøbing FC har igennem en årrække arbejdet tæt sammen med de øvrige klubber på Lolland-Falster i forbindelse med både Top- og udviklingscenteret, ATK+ og ikke mindst talentsamarbejdet til glæde for både spillere og klubber.
Fodbold På Øerne er endnu en fortælling omkring det gode samarbejde, og projektleder for Fodbold På Øerne, Frederik Scheuermann, glæder sig da også over, at projektet nu er skudt i gang.
– Projektet ’Fodbold På Øerne’ har gennem en længere periode været et stort ønske for os at kunne realisere, så først og fremmest skal der lyde en stor tak til LAG Lolland-Falster for, at de ligesom os har kunne se alle de gode ting, som projektet kan medføre for både det enkelte unge individ, fællesskabet og ikke mindst fodboldklubberne på Sydhavsøerne. Vi er meget stolte over, at vi nu er i gang, og vi glæder os til samarbejdet med både samarbejdsklubber og institutioner på Lolland-Falster.
– Fodbold På Øerne er et ekstra træningstilbud for alle børn på Lolland-Falster. Vi vil i samarbejde med vores samarbejdsklubber tage ud på de lokale skoler og tilbyde sjov og lærerig fodboldtræning, og forhåbentlig give en masse børn glæde ved både motion og fodbold. Det er vores ambition at skabe sunde og glade børn, der trives, og det tror vi meget på sker gennem motion, sociale relationer og ikke mindst ved at være en del af et fællesskab, siger Frederik Scheuermann, inden at han uddyber vigtigheden af et stærkt lokalt samarbejde mellem alle parter.
– Vi er rigtig glade for at have startet Fodbold På Øerne, men det er også vigtigt at påpege, at det hele naturligvis bunder i, at vi SKAL have et stærkt lokalt forankret samarbejde på hele Lolland-Falster, og vi skal alle bidrage til bedre og lige muligheder for alle børn på landsdelen. Det er vores allerfornemmeste opgave at give og lære børnene på Lolland-Falster styrken ved et fællesskab, hvor alle hjælper hinanden og ønsker at bidrage til sidemandens glæde, trivsel og succes.
Glæde hos samarbejdsklub over projektet
Stubbekøbing BK er en af Nykøbing FC’s samarbejdsklubber, og her har nyheden omkring ’Fodbold På Øerne’ også vakt stor glæde.
Her ser man ifølge kontaktperson for klubsamarbejdet mellem Stubbekøbing og NFC, Robert Blum, med stor glæde på projektet.
– Det er meget prisværdigt, at en klub på Lolland-Falster laver et projekt som Fodbold På Øerne. Vi glæder os meget til at blive en aktiv medspiller til gavn for alle børn på Lolland-Falster – både dem der normalt spiller fodbold, og dem der først skal til at stifte bekendtskab med glæden ved fodbolden. Vi ser allerede frem til vores første arrangement sammen, siger Robert Blum.
Stubbekøbing BK har her til formiddag sammen med resten af Nykøbing FC’s samarbejdsklubber fået adgang til fodboldoerne.dk, hvor der blandt andet ligger en øvelsesbank med inspiration til gode øvelser til børnefodboldtræning.
Besøg den splinternye hjemmeside her.
På billedet ses formand for LAG Lolland-Falster Jens-Erik Jørgensen og projektleder Frederik Scheuermann.